Om Hotel Nørherredhus i Nordborg
Hotellet har 25 standard dobbeltværelser, 12 nye og helt moderne dobbeltværelser, 4 familieværelser og 8 helt nye og moderne familieværelser hvoraf 4 er både handicap- og allergivenlige. Samtlige værelser er med eget brusebad/toilet, TV, skrivebord og gratis WIFI.
Fra hotellets hyggelige Restaurant Bitten er der udsigt til de omkringliggende grønne områder. Køkkenet har fokus på retter med inspiration fra det franske og nye nordiske køkken. Teatersalen blev i sin tid modelleret efter det Kongelige Teaters Ny Scene på foranledning af hotellets bygherre Mads Clausen og har i mange år dannet rammen om revyer og koncerter. Hotellets vægge er udsmykket med malerier af en lokal kunstner, som har fået inspiration fra hotellets historie.
Forslag til udflugtsmål
Oplevelsesparken Universe ligger 4 km fra hotellet og byder på masser af lærerige oplevelser og er ikke mindst en fryd for blomster- og haveinteresserede. Nordborg sø ligger i gåafstand fra hotellet og har man lyst til en dejlig gåtur er turen rundt på søstien 7,5 km lang.
Med et besøg på Als kommer man ikke uden om den historiske attraktion og nationale symbol Dybbøl Mølle. På Historiecenter Dybbøl Banke formidles historien om kampene under de slesvigske krige. Sønderborg Slot blev anlagt helt tilbage i første halvdel af 1100-tallet, og det var blandt andet bag disse mure, at Christian d. II levede 17 år af sit liv under arrest.